Jeg har levet og åndet for indretning, så længe jeg kan huske.

Som barn kunne jeg ikke lade et rum være i fred. Jeg flyttede, drejede og ændrede – altid på jagt efter en bedre løsning, en ny stemning. Tapetet på mit værelse gav til sidst efter. Lag på lag af maling fra mine farveeksperimenter fik det til at løsne sig fra væggene. På et tidspunkt hang jeg knuste spejle i loftet over min seng, fordi jeg var optaget af, hvordan lyset blev kastet tilbage i rummet. Det gav et særligt genskær. En særlig stemning. Mine veninder foretrak at sove på en madras ved siden af sengen af frygt for at få glasskår i hovedet midt om natten. Jeg var optaget af lyset. Af stemningen. Af det udtryk, rummet fik. Allerede dengang fyldte æstetikken mere for mig end det praktiske. Jeg var drevet af fornemmelsen i rummet – af hvordan lys, materialer og placering kunne ændre alt.

I dag er passionen den samme.

Forskellen er balancen.

Jeg skaber ikke længere rum, man skal være forsigtig i.

Jeg skaber rum, man kan leve i – uden at gå på kompromis med æstetikken.